Om klinikken
Hele projektet med lægeklinikken udspringer af Chi Le’s idé om at etablere en moderne og mangfoldig lægeklinik i Postbyen. Som speciallæge i almen medicin har hun valgt at starte en praksis op fra bunden, fordi det er hendes passion at være praktiserende læge.
Her skal der være plads til god behandling, hvor man som patient bliver mødt i øjenhøjde.
“Vi skal være hele familiens læge i Postbyen og rumme både børn, voksne, kronikere og ældre. Det er en del af privilegiet ved at være praktiserende læge, at man følger sine patienter – nogle gange fra de er børn, til de selv bliver forældre. Det giver en behandlingsmæssig fordel, at man kender sine patienter over tid, og det betyder, at patienterne ikke føler sig som en brik i systemet.”
Chi Le er selv en del af hverdagslivet og kender de praktiske rammer i familielivet, hvilket afspejler sig i ønsket om at skabe en tilgængelig og jordnær praksis.
“Jeg synes, det er spændende at være med til at starte en ny lægepraksis op og sætte mit eget præg på stedet fra starten. Jeg håber, at Postbyens Læge bliver en god arbejdsplads i mange år fremover, og at jeg får gode kolleger, der også brænder for at være en del af vores lægepraksis.”
Forskning & projekter
Postbyens Læge deltager i forsknings- og kvalitetsprojekter, som har til formål at styrke behandlingen i almen praksis.
-
Denne praksis deltager i et landsdækkende kvalitets- og forskningsprojekt for at forbedre behandlingen for mennesker med flere kroniske sygdomme. Hvis du har en kronisk sygdom, kan du opleve at blive kontaktet af projektet med et spørgeskema fra Københavns Universitet via e-Boks. Det er helt frivilligt, om du ønsker at deltage.
Projektets hjemmeside: https://overblikskonsultation.ku.dk/
-
Klinikken deltager i et forskningsprojekt, som undersøger anvendelsen af ultralyd i almen praksis. Projektet har betydning for beslutningen om, hvorvidt ultralyd i fremtiden skal være et tilbud til alle patienter i almen praksis.
Projektet indsamler følgende data:
Antal skanningsydelser, konsultationer og henvisninger
Alder og køn på de patienter, der undersøges med ultralyd
Der indsamles kun alder og køn, og ingen data, der direkte kan identificere den enkelte patient. Ønsker du at læse den fulde projektbeskrivelse, kan denne udleveres ved henvendelse til klinikken.
-
Postbyens Læge arbejder løbende med kvalitetssikring i behandling og arbejdsgange i overensstemmelse med gældende retningslinjer for almen praksis. Deltagelse i forsknings- og kvalitetsprojekter er en del af dette arbejde.